Research bag spændingsromanen VANDABEN
Romanen VANDABEN handler om de-extinction og grådighed
Hvad sker der, når forskere genskaber intelligente fortidsmennesker? Læs researchen bag.
263 siders hårrejsende spænding, der foregår dér, hvor menneskeheden startede. Nemlig i Danakilalperne ved det Afrikanske Horn og Rødehavet. Dér, hvor palæontologer i dag graver efter resterne af vores forlængst uddøde forfædre. The missing Link. Men hvad skete der den gang? Og hvad kan man bruge fundene til? Det er temaet i VANDABEN, der også udfordrer vores gængse opfattelse af menneskets udviklingshistorie.Fordyb dig gerne i min research bag spændingsromanen VANDABEN
I nyhedsbrevet ”Hvad så, Claus.” kan du følge slagets gang i bogskriveriet, research til romanerne, foredrag om mennesker og natur og ”Nature Fun Facts”
Hvad skal vi med en levende mammut?
I vandaben spørger jeg: Er det i orden, at genopleve et intelligent fortidsmenneske?
Umiddelbart lyder det forrygende, at vi inden for to år kan se en levende mammut. Og genskabe andre dyr, vi har udryddet. Men er de-extinction nu en god idè, og hvor sætter vi grænsen? Det er lige, hvad jeg spørger om i romanen Vandaben.
- De nye dyr kan patenteres, ejes af virksomheder og kan videreudvikles og produceres som et hvilket som helst andet industriprodukt..
- Genoplivede dyr laver rod i naturens sårbare balance, for de hører ikke til længere. Andre har taget deres plads.
- Bliver aldrig som originalen, for dna´et fra de uddøde dyr er kun fragmenter og skal suppleres med dna fra nulevende.Så når vi om et par år ser en mammut, er det ikke en mammut, blot noget, der ligner.
- Sovende sygdamme gemt i det gamle dna vil i kombination med dna-et fra nulevende dyr kunne vække alvorlige sygdomme til live. Sygdomme ingen længere har antistoffer imod?
- Hvor er den etiske grænse? Vil du en dag kunne købe et næstenmennesker som levende organdonor, hvis du skulle komme til at mangle en lunge? Vil vi sætte næstenmennesker til at gøre ting, vi ikke selv vil? Farligt arbejde? krig?
Og vandaben vil spørge sig selv: Hvad fanden laver jeg her?
Vandabeteorien udfordrer savanneteorien
Mennesket blev til i Afrika, men hvordan?
I følge den gængse opfattelse tvang skovdød og tørke vores forfædre ned fra trækronerne, hvor de tilpassede sig livet på savannen. Her rejste de sig på bagbenene, smed pelsen, begyndte at svede vand og salt. De levede af rødder, nødder, bær. Og blev rasende intelligente. Det hænger meget dårligt sammen med menneskets fysik. Her er bare fire eksempler::
- Ingen andre dyr går oprejst på to ben. At flygte fra en løve foregår bedst på fire ben i gallop. Ikke på to. Og evolution tager tid. Da vores forfædre forlod træerne sad benene såvel som fødderne helt forkert til gang og løb. Der gik sig som chimpanser.
- Ingen andre dyr på savannen har smidt pelsen, for den beskytter mod solskoldning og isolerer mod både varme og kulde.
- At miste vand og salt gennem sveden er selvmord, hvis man skal overleve bare få timer i ørkenen. Det er der derfor heller ikke andre landlevende dyr, der gør. Og da slet ikke på Afrikas savanne.
- Det er fysisk umuligt at udvikle en hjerne som vores på en diæt af rødder, bær og nødder. Det kræver kød, fisk og skaldyr.
Sporene fra et liv i havet genkender du garanteret
Mennesker elsker badeferier, og ikke uden grund
Afrikas skovdød tvang vores forfædre til at tilpasse sig livet på savannen. For fire millioner år siden blev en flok af disse fortidsmennesker tvunget til et liv i og af havet. De fleste overlevede ikke, men nogle gjorde og i løbet af den næste million år udviklede de sig i den retning, der endte med mennesket. Måske er det derfor, mange af os er lidt for tykke, glemmer at drikke vand, hader at svede, har ondt i ryggen eller lider af forhøjet blodtryk, hævede ben eller hæmorider?
- At svede salt er en forudsætning for at kunne leve i og ved havet. At svede i det hele taget er ligemeget, når man lever i vand.
- Vi erstattede pelsen med spæklag, der isolerer godt i vand og holder os flydende.
- Vi kan holde vejret under vandet. Det kan aber ikke. Og dine næsebor vender nedad og blover ikke som abers fyldt med vand.
- Tilpasning til oprejst gang er nemmere med støtte fra vandet, og som oprejst er det lettere at holde hovedet ovenvande.
- Verdens to mest intelligente dyr mennesket og delfinen, spiser animalsk føde fra havet. Byggestenene for hjerner som vores.
En tsunami, der er svær at forestille sig
For fire millioner år siden blev Afrika delt i to, og fortidsmennesker isoleret på en klippeø
Et jordskælv skar sig ned gennem Østafrika fra Rødehavet i nord til Det Indiske Ocean i syd. Den Etiopiske skråning skød op i vest og efterlod et dybt bredt ar i kontinentet. Fra Rødehavet, Aden-bugten og Det Indiske Ocean væltede milliarder tons hav ind og tordnede sammen. Midt i det hele stak en mikro-kontinentalplade, Danakil-horsten, op mellem vandmasserne.og ændrede på få øjeblikke livsbetingelserne totalt for den fortidsmennesker, der klamrede sig til denne klippeø.
I kampen for overlevelse døde de fleste, de var for tunge til at flyde, kunne ikke holde vejret, ikke udskille alt saltet fra havet, ikke spise det, de var vant til. En overlevelseskamp, der satte evolutionen på stereoider. En million år senere hævede vandmasserne sig igen og efterlod den tørreste ørken, Danakilsænkningen. Nu kunne de forlade fangenskabet, og det gjorde de, men som en ny art.,
Jagten på the missing link
Romanen Vandaben udspiller sig lige dér, hvor alle palæontologer graver efter knogler
Rigtig mange palæontologer har i årtier gravet i området omkring Danakil-horsten i jagten på levn fra vores uddøde forfædre. De jagter The Missing Link. For alle undrer sig. Flere tidlige arter i menneskets udviklingslinje levede engang i Afrika. En af dem skilte sig ud. Gennem evolutionslinjen har menneskets forfædre udviklet sig gradvis i retning af os. Blevet spinklere, fik orejst gang, blev kødædere og ikke mindst udviklede en kæmpehjerne.
Men der mangler noget. I løbet af evolutionsmæssigt set ingen tid voksede hjernen fra 500 gram (som en gorilla) til 750 gram. Mens alle de andre af de andre homo linier stod i stampe At det skete så hurtigt fatter ingen. Og hvor var mellemformerne? Vandabeteorien forklarer om en evolutionsproces på speed. Og om kæmpehjernen.
Menneskets evolution på stereoider
Alt udvikling begynder ved en fejl ... eller et held
En af de strandede fortidsmennesker på Danakil-øen var måske en lille splejs, der plejede at få tæsk af de andre. Men pludselig var det en fordel, for den var bedre end de andre til at flyde. Fra at være taber havde den pludselig bedre overlevelseschancer. Den fik flere unger, der måske også var spinkle? Andre i flokken var tilfældigvis bedre til at holde vejret eller til at fordøje fisk? De var heldige, men overlevelseschancen kan også ændres ved en fejl.
En mutation, et ændret dna, er en fejl. Nogle er gode for individets overlevelseschancer. Fx. har de pattedyr svedkirtler på poterne, og kun der. Det gør det nemmere at stå fast. Måske blev født et "misfoster", der tilfældigvis havde svedkirtler på en større del af kroppen.Den ville være død af salt og væsketab på savannen, men i havet var det en fordel. Fejlen styrkede overlevelseschancen. Svedkirtlerne gik i arv.
I en lille isoleret flok slår kromosomfejl hurtigere igennem. Er de uhensigtsmæssige og skadelige kaldes de indavl. Er de positive kaldes det evolutionspres og er med til at styrke artens overlevelseschancer og bringe den videre.
Store hjerner har brug for seafood
Hvorfor er alle havdyr så ikke pissekloge?
Udvikling og opretholdelse af en hjerne som menneskets kræver, at de rette byggesten indgår i vores føde, og det gælder især balancen mellem fedtsyrerne Omega-6 og Omega-3. Og de findes præmært i seafood. Rovdyr er generelt klogere end planteædere. Hvorfor er så kun mennesker og delfiner så kloge, mens en rødspætte ikke er det?
Svaret er neoteni. Neoteni hos mennesker er en opbremsning eller forsinkelse af kropsudvikling sammenlignet med andre primater, hvilket resulterer i et stort hoved, et fladt ansigt og relativt korte arme. Hårløshed. En forlænget fosterperiode på det tidspunkt, hvor hjernen udvikles. Neoteni er oftest et resultat af en stresset periode i evolutionshistorien, hvilket gælder både for delfiner og mennesker.